Tre tips til dig. – Mine erfaringer maj 2017.

Hvad har jeg lavet?

Giveaway.

Her i maj 2017 holdt jeg en giveaway. Det gjorde jeg i anledningen af at min kunstside og forfatterside er blevet slået sammen til en kreativ side her på juliegram.com. En ting man kunne gøre for at deltage var at komme med forslag til hvad jeg kunne tegne og det blev til nogle gode forslag til illustrationer jeg ellers ikke ville have fundet på. Blandt andet en flygtende sommerfugl, der blev til denne sjove illustration.

#runawaybutterfly illustration 2017
#runawaybutterfly illustration 2017

Novelle – vintereventyr.

Noveller er ellers ikke det jeg har gjort det i indtil nu, men Dreamlitt udskrev en konkurrence for vintereventyr og det havde jeg lyst til at prøve kræfter med. Det lykkedes at nå at få skrevet novellen, få en betalæser på samt en korrekturlæser og få indsendt det til konkurrencen.  Så må tiden vise om den klarer skærene og kommer med i en vinter antologi.

 

Cover illustration til antologi.

En gruppe forfattere arbejder på at lave en antologi af noveller (mere om det kommer senere) og til det har jeg fået opgaven at lave illustrationen til coveret. Her i maj har jeg fået lavet lidt skitser med ideer og fået sporet mig ind på det endelige design.

 

Hvad har jeg lært? Tips til dig!

Skrivning.

I arbejdet med novellen har jeg haft en ny og mere struktureret tilgang og det viste sig at give pote i forhold til hvordan jeg ellers har arbejdet. I selve udarbejdelsen af første udkast gik jeg stort set ikke i stå, men skrev derudaf og fik den faktisk skrevet på 4 dage. I redigeringen gik jeg også meget struktureret til værks og det gav mig en helt anden måde at se og læse min tekst på. Betalæsere har jeg haft før og denne gang var lige så god en oplevelse må jeg sige. Jeg nåede igennem flere stadier i forfatterens følelseskurve – også dyb foragt for egen tekst – men overordnet set gik jeg ud af det med en rigtig fed følelse. Nu er jeg klædt rigtig godt på til at arbejde videre på MM, der nu står for skud de næste par måneder.

Til dig der gerne vil være forfatter vil jeg sige; struktur, struktur, struktur! Planlæg din process og strukturer dine opgaver, så glider det noget nemmere. Især hvis det er en stor roman du gerne vil skrive, så er struktur med til at give dig overblik og fremgang i processen.

Illustrationsarbejde.

I arbejdet med en illustration er det vigtigt at tænke på konteksten. Hvad skal illustrationen vise, hvad skal den udtrykke og hvilken stil passer ind? Her lærte jeg værdien af at bruge et moodboard. Udfra det hentede jeg inspiration i skitseprocessen til både udtryk, stemning og stil.

Til dig der gerne vil være illustrator, eller bare gerne vil tegne federe tegninger, vil jeg sige at moodboard er en godt redskab til at brainstorme på ideen bag tegningen allerede inden du sætter pennen til papiret.

Forfatter- og illustratorliv.

Generelt set har maj måned været en meget travl måned for mig, da jeg udover arbejdet her også har skrevet en større eksamensopgave til min uddannelse som lærer. Men alligevel formåede jeg at nå det hele til rette tid. Og det gjorde jeg med planlægning og stuktur. Jeg skrev alle opgaver ned, fordelte dem over ugerne og fulgte hele tiden op på hvor langt jeg var nået. Det gav et super godt overblik og sørgede for at jeg nåede de ting jeg skulle hele tiden.

Jeg brugte min bulletjournal, men du kan gøre det lige på den måde der passer dig. Det handler bare om at få overblik og følge op på opgaverne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *